Lavendelolie – Lavender oil
Lavendelolie er en af de essentielle olier, der tilbyder allerflest fordele. Den er primært kendt for sin fantastiske duft, som er nydelig og beroligende på samme tid. Olien har dog flere fordele end blot sin duft. Her ser vi nærmere på alt, hvad der er at vide om lavendelolie!
Hvad er lavendelolie?
Som navnet ganske fint antyder, udvindes lavendelolie af lavendel. Det er en planteart, der eksisterer i mange forskellige former. Typisk kan den genkendes ved sit specifikke udseende – lavendel er en mørkfarvet lilla blomst, der springer ud af en grøn busk. Den mest almindelige måde at udvinde olien på er ved hjælp af vanddampdestillation. Her får blomsterne lov at ligge i en stor kedel, og via dampdestillationen er det muligt at trække olien ud.
Lavendelplanten findes mange forskellige steder i verden og er ikke begrænset til et enkelt kontinent, såsom mange andre planter. Store mængder eksisterer i det sydlige Europa og det nordøstlige Afrika – det vil sige Middelhavsområdet – og tager man til asiatiske lande som f.eks. Indien, vil det ligeledes være muligt at finde eksemplarer af denne plante. I disse områder høstes lavendel ofte, og særligt om sommeren. Det er disse steder, olien typisk kommer fra. Til gengæld er der dog også mange helt almindelige mennesker, som dyrker lavendelplanten i haven. Det er endda udbredt i Danmark, men her er formålet sjældent at udnytte lavendel til andet end blot pynt.
Køb æterisk lavendelolie her
Kommercielt bruges lavendelolie til både madlavning, medicin og kosmetik. De mange fordele, som olien tilbyder, gør sig altså gældende i forskellige kategorier. Dog er det altid i relativt små mængder, eftersom olien kan være giftig, hvis den benyttes i for høje koncentrationer. Tidligere troede man, at lavendelolie generelt var giftigt for kroppen, men det viste sig, at det blot handlede om doseringen. Som med andre æteriske olier skal lavendelolie nemlig fortyndes før brug – typisk med et størrelsesforhold på omkring 1:100.
Lavendeloliens mange egenskaber
Det er ikke kun nogle få egenskaber, som lavendelolie har at byde på. Der er rigeligt med slagsen. Nogle af egenskaberne er dokumenterede, mens andre ikke udokumenterede og dermed blot påståede. Det er dog alt sammen definitioner, for faktum er, at lavendelolie har en lang række egenskaber, som mange forbrugere nyder godt af, men som mangler det reelle videnskabelige bevis for at kunne accepteres af forskerne. Vi vælger dog stadig at opdele dem, så du kan få et sandt billede af, hvad der siges om lavendelolien.
Dokumenterede egenskaber:
- Lavendelolie har en beroligende effekt
- Lavendelolie kan virke afstressende
- Lavendelolie har en forebyggende effekt mod lus
Udokumenterede egenskaber, som dog siges at være reelle alligevel:
- Lavendelolie kan benyttes mod myggestik
- Lavendelolie kan kurere nogle former for hårtab
- Lavendelolie kan benyttes mod sår og skadet hud
Påstande helt uden videnskabelig dokumentation:
- Astma
- Akne
- Kræft
- Menstruationssmerter
- Solskoldninger
- Tandpine
- Vorter
- Og meget mere
Som det fremgår, er der en del flere udokumenterede egenskaber, end der er dokumenterede, hvilket altid kan forventes. Nogle af de udokumenterede egenskaber, såsom benyttelse mod myggestik og mod infektioner i sår, virker dog i mange tilfælde, mens andre påstande er lidt længere ude. Når det så er sagt, er der visse ting, som olien helt sikkert fungerer til, og vi vil nu komme lidt ind på disse.
Tilbyder en beroligende og afstressende effekt
Den absolut største fordel ved lavendelolien er, at den er i stand til at hjælpe på humøret, idet den giver en yderst beroligende effekt, som er værd at udnytte i mange situationer.
Både lavendelplanten og lavendelolien har denne beroligende effekt, og den virker faktisk også på dyr, som den gør på mennesker. Der er blevet foretaget mange undersøgelser omkring lavendel, når det kommer til at hjælpe mod psykiske lidelser. I flere lande benyttes olien som et reelt medicinsk middel mod depression og stress, hvorfor det er forsøget værd at prøve lavendelolie, hvis du selv lider af et af disse problemer.
Selv hvis du ikke lider af nogle bestemte vanskeligheder, er det stadig værd at prøve lavendelolie af. Olien hjælper nemlig på humøret generelt, og hvem kan ikke bruge et humørboost fra tid til anden? Duften er særdeles frisk og perfekt til afslapning. Der er masser af beviser på dette, og mange bruger den til med som hjælp til at falde i søvn. I lande som Tyskland og Canada sælges der sovemiddel med lavendelolie som hovedingrediens.
Herhjemme behøver du ikke at købe nogen medicin eller bede læge om recept – du kan selv udnytte lavendelolien, hvis du ønsker at slappe lidt af. Dog er det stadig særdeles vigtigt, at du formår at dosere mængden korrekt, og at du ikke kombinerer lavendelolien med anden medicin, som har også til formål at bekæmpe depression, stress eller som hjælper til med at sove.
Når du vil bruge lavendelolie til en beroligende/afslappende effekt, kan du blandt andet bruge følgende fremgangsmåde: Bland nogle dråber i en skål eller glas med vand, og vask derefter hænderne i denne blanding uden at tørre igen foreløbigt. Du kan også påføre en blanding af lavendelolie og vand/basisolie på ansigtet, fødderne eller brystet. Mange vælger at komme et par dråber af lavendelolien i deres fodbad, da det muligvis er den letteste måde at gøre det på. På den måde kommer duften nemlig også frem, og den er beroligende i sig selv. Det vigtigste er dog, at olien får kontakt med huden, så kroppen rigtigt kan mærke effekterne.
Hvornår er det bedst at bruge lavendelolien til dette formål? Det kommer an på, hvornår du selv synes, at det er bedst. Nogle foretrækker at gøre det til en fast aftenrutine. Andre gør det, når de ønsker at slappe af. Hvis man lider af køresyge eller er bange for at flyve, kunne det være oplagt at udnytte effekterne, næste gang du kører eller flyver. Det er dog meget individuelt, og vi anbefaler, at du udnytter effekterne, når du selv mener, at du har mest brug for dem.
Lavendelolie mod lus og skæl
Ligesom det er videnskabeligt bevist, at lavendelolie virker beroligende og afstressende, er der undersøgelser, som har set nærmere på oliens effekt imod lus. Her er der ligeledes gode beviser for, at det virker – særligt forebyggende, men også hvis håret allerede indeholder lus.
Lus er eksperter i at blive resistente mod sædvanlige midler. Lavendelolie virker mere effektivt end de fleste kemiske blandinger, først og fremmest fordi lus sjældent er resistente overfor denne olie, men også fordi lavendelolie ikke er skadeligt for håret, hvilket mange almindelige behandlingsprodukter mod lus desværre er. Lavendelolien har for mange forskellige aktive stoffer i sig til at lusene kan blive resistente mod olien.
En anden hårrelateret fordel, som der dog er mindre bevis for, er lavendelolies effekt imod skæl. Der er ingen garanti for noget resultat, men mange påstår alligevel, at de har oplevet særdeles god fremgang ved at benytte olien mod skæl. Desuden er den utroligt nemt at benytte til dette formål. Gør håret vådt og brug nogle få dråber olie på en hårbund, som allerede er fugtig – dvs. ideelt i forbindelse med et bad.
Lavendelolie mod myggestik
En af de udokumenterede egenskaber, som lavendelolie dog ofte bruges til alligevel, er som middel mod myggestik. Da flere andre æteriske olier har vist gode effekter på dette punkt, er der mange der formoder, at lavendelolie også er i stand til at behandle stik. Det er blevet undersøgt adskillige gange, men der mangler stadig officielle beviser for, at det virker. Derfor benyttes lavendelolie ikke som ingrediens i almindelige myggesprays og lindrende cremeprodukter, men det forhindrer dog ikke forbrugeren i at prøve sig frem.
Der er nemlig en del tilhængere af lavendeloliens effekter mod myggestik og insektbid. Hvis du tjekker engelsksprogede sider om oliens fordele, vil disse ofte blive nævnt. Her siges det, at lavendel øger chancen for, at myg vil holde sig væk, men at man også kan forhindre hævelser ved at påføre få dråber på sit stik. Igen, der er ingen officielle beviser for, at det virker, men der kan ikke umiddelbart ske noget ved at prøve, så længe du benytter olien ordentligt. Brug kun en dråbe eller to, og som udgangspunkt sammen med vand eller en egnet creme.
Lavendelolie mod hårtab
En af de måske mest omdiskuterede effekter er den, som lavendelolie har mod hårtab. Her er der heller ingen endegyldige beviser, men der er alligevel lavet undersøgelser.
Lavendelolie har ikke den store effekt mod den form for hårtab, som sker hos mange mænd helt naturligt, når de kommer op i årene. Men mod sygdommen Alopecia Areata, som giver hårtab i pletter rundt omkring på hovedet, er lavendelolie officielt blevet undersøgt. Her fungerede olien faktisk effektivt, men da det var i en kombination med andre olier, kan det ikke siges med 100% sikkerhed, at denne specifikke olie virker.
Det er svært at vurdere, hvor stor en effekt lavendelolien havde i blandingen. Dog er det et yderst positivt tegn, at olieblandingen virkede på forsøgspersonerne, så hvis du lider af Alopecia Areata, og ønsker en naturlig kur mod problemet, er det oplagt at prøve med lavendelolie.
Lavendelolie mod sår og skadet hud
Præcis som der er påstande for, at lavendelolie fungerer mod stik fra myg og insekter, er der argumenter for, at olien også er effektiv mod sår, små forbrændinger og skadet hud. Der er heller ikke her nogle endegyldige beviser, men det siges dog alligevel, at olien kan gøre smerten mindre, hvis såret/forbrændingen er helt ny. Det kan formentligt tilskrives den beroligende effekt, som vi allerede har beskrevet grundigt, men det er blot et gæt.
Det siges også, at lavendelolie kan rense sår til en vis grad, og at olien er i stand til at fjerne bakterier. Selvom der ikke er nogle beviser for førstnævnte, så er der alligevel anledning til at tro, at påstanden er sand. Ligesom mange andre naturlige essentielle olier har lavendelolie visse antibakterielle egenskaber. Denne olie er ikke lige så antibakteriel som andre olier, deriblandt eucalyptusolie, men ikke desto mindre er det ikke helt urealistisk, at lavendelolien også kan fjerne bakterier til en vis grad.
Med andre ord: Hvis du har et mindre sår, og du gerne vil undgå betændelse, kan det være værd at prøve med en kombination af lavendelolie og en god basisolie. Det vil ligeledes være smart at påføre en enkelt dråbe lavendelolie, såfremt du skulle spilde kaffe på huden og brænde dig en smule. I bedste fald kan det forhindre mærker og hævelser, og i værste fald vil olien ikke have nogen som helst effekt.
Perfekt til massage
Olien kan være rigtig god til massage. Duften er frisk, og da meget tyder på, at humøret forbedres ved at komme i kontakt med lavendel, er der altså gode argumenter for, at den er perfekt til massage.
Mange aromaterapeuter benytter lavendelolie til massage – dog i kombination med andre produkter, hvilket vi også vil anbefale dig. Denne olie kan nemlig blandes med næsten alle basisolier, så på den måde er den særdeles let at benytte. Du behøver ikke tage til en en professionel massør for at få en massage med lavendelolie. Du kan lave din egen blanding og få din partner (eller en anden person) til at give selve massagen. Hvis du er heldig, bliver det den mest afslappende massage, du endnu har prøvet! Vi må dog igen understrege vigtigheden af at blande olien rigtigt. Sigt efter et størrelsesforhold på 1:100 – det vil sige, at du bruger 100 gange så meget vand eller neutral olie, som du bruger lavendelolie. Samme princip gør sig gældende, hvis du også kommer andre æteriske olier i blandingen.
Afsluttende informationer om olien
Normalt forbinder man essentielle olier med hudpleje og kosmetik, men lavendelolie skiller sig en smule ud på dette punkt. Det betyder dog ikke, at denne olie skal overses – tværtimod. Om end lavendelolie faktisk er tilsat visse kosmetiske produkter, har den sine største fordele medicinsk, og ikke mindst ved at den kan virke så beroligende. Det er en olie, som forbedrer humøret hos mange af forbrugerne, og af den grund kan det virke tiltrækkende at have en flaske stående i hjemmet.
De mange fordele kræver dog, at man bruger olien korrekt. Den bør ikke bruges af gravide, og den bør ikke benyttes af helt små børn. Samtidig fungerer den ikke godt sammen med bedøvelse, så hvis du er blevet opereret for nyligt, eller har en kommende operation at se frem til, bør du ikke benytte olien i ugerne omkring din operation. Ellers er der ikke nogle nævneværdige komplikationer forbundet med olien, hvis ellers du husker at fortynde/blande den med et andet produkt.
Sørg desuden for korrekt opbevaring. Olien skal helst ikke udsættes for hverken frost eller høj varme. Placer den gerne i et almindeligt, mørkt skab og lad den gerne stå i den flaske, som den bliver leveret i. Herefter kan du tage olien ud, når du har brug for den, og derefter sætte den ind igen. På den måde undgår du, at den bliver for gammel lige med det samme.
Kommentarer og spørgsmål kan stilles i kommentarfeltet herunder 🙂
Gode kilder:
–
–
–
Skriv et svar